Når du er klar til kage, men dit blodsukker ikke er, så er løsningen her! Man skylder næsten sig selv, sin familie og venner at servere et stykke glutenfri gulerodskage, der er helt fri for tilsat sukker.
Det giver et stabilt blodsukker, en god mæthedsfornemmelse, og så udløser det enormt mange endorfiner at vide, at man lige har “syndet” uden reelt at synde! Hallo, det er da vildt, ikke? Her får du opskriften på min version af en svampet gulerodskage med ostecreme, der smager så godt, at man glemmer alt om helse-vinklen.
Ungerne er vilde med den
Min datter Vega og hendes veninde Dagny agerede mundskænke på kagen, da den var pyntet færdig, og jeg havde fået skudt de nødvendige billeder til bloggen.
De gik ombord med stor appetit og var bestemt ikke skuffede – og det var endda selvom, jeg havde afsløret, at der ikke var sukker i kagen, inden de satte gaflen i stykket foran dem. Der var stor begejstring, og der blev endda sagt, at den fik en førsteplads. Så er jeg tilfreds og kan holde fyraften med god samvittighed; både over for de glade børn og over for maver, der slap for et sukkercrash sidst på eftermiddagen.
Tips til pynt og topping
Denne glutenfri gulerodskage kan pyntes på flere måder. På billedet har jeg brugt kandiseret appelsinskal og lidt mørk chokolade med appelsinsmag.
Vær opmærksom på, at hvis du vil køre stilen helt uden sukker, så skal du undlade netop disse to elementer, da de indeholder sukker. I stedet kan du med fordel pynte din gulerodskage med ostecreme med:
- Hakkede valnødder for knas.
- Frisk appelsinskal høvlet på et juliennejern for friskhed.

Ingredienser
Kagedej:
- 100 g mandelmel (annoncelink)
- 60 g Sukrin Gold (annoncelink) – eller kokossukker
- 70 g rosiner – undlad hvis du er på keto eller LCHF
- 70 g valnødder
- 50 g kokosmel
- 2 tsk bagepulver
- 2 spsk HUSK loppefrøskaller (annoncelink)
- 1 tsk nelliker
- 2 tsk kanel
- 4 stk kardemomme kapsler
- 2 tsk vaniljepasta
- 4 æg
- 150 g smør – smeltet
- 300 g gulerod – revet
Ostecreme:
- 250 g smør – stuetemperatur
- 200 g flødeost – neutral
- 4 spsk Sukrin Melis (annoncelink)
- 1 citron – skallen herfra, økologisk
- 1 appelsin – skallen herfra, økologisk
- 1 tsk vaniljepasta (annoncelink)
- sødmælk – bare lidt, til justering af konsistensen
Sådan gør du
Kagedej:
- Hak valnødderne groft.
- Riv gulerødderne.
- Bland alle ingredienser i en skål rigtig godt.
- Fordel dejen i en kageform der er smurt eller foret med bagepapir.
- Forvarm ovnen på 170 C.
- Bag kagen i midten af ovnen i 30 min.
- Lad kagen køle af inden servering.
Ostecreme:
- Pisk blødt smør hvidt og glansfuldt med en elpisker.
- Kom Sukrin, skal fra begge citrusfrugter og vanilje i og pisk det luftigt.
- Tilsæt flødeosten og pisk så kort så muligt, den skal dog blive homogen… den skiller hvis der piskes for lang tid.
- Hvis den er lidt for tyk, tilsæt sødmælk lidt af gangen.
- Kan kommes på kagen når kagen er kølet af.
- Server evt. med et drys af lidt hakket mørk chokolade med appelsin smag og kandiseret appelsinskal.




