Surdejsrugbrød (klassisk)

Denne opskrift giver 2 hele surdejsrugbrød.

Du har brug for det i hverdagen, i weekenden og på alle de der aftener, hvor aftensmaden skal indenbords rimeligt hurtigt! Det er hér hverdags-rugbrødet er godt – det virker hver gang, og smager dejligt i alles ganer. Klassisk og enkelt.

Surdejsrugbrød – et dejligt blødt ét af slagsen

Det her surdejsrugbrød er ikke proppet med andet end godt rugmel og knækkede rugkerner. Når det er kølet lidt af og er nybagt, skal du have en god skive med tandsmør – eller som min gamle kollega Malu ville gøre; nemlig at skære en skive koldt smør med ostehøvlen! Perfekt stykke koldt og jævnt lag smør, lige til at sætte tænderne i… HAPS!

Surdejsrugbrød

Udskriv Pin opskrift
Kategori: Bagværk
Køkken: Dansk
Mængde: 2 brød

Ingredienser
 

Kernerne:

  • 150 g knækkede rugkerner
  • 150 g koldt vand

Surdejen:

  • 115 g surdej
  • 115 g vand (28 °C)
  • 115 g rugmel

Rugbrødsdejen:

  • 630 g vand (28 °C)
  • 300 g surdej – den du klargjorde
  • 630 g rugmel
  • 60 g maltmel – har du glemt at købe maltmel, så brug 2 spsk madkulør
  • 30 g havsalt
  • alle de i blødsatte kerner med vandet

Sådan gør du

Kernerne:

  • Sættes i blød mindst 2 timer før du skal samle rugbrødsdejen, men gør det evt. når du fodrer din surdej op.

Surdejen:

  • Gøres bageklar mindst 4-5 timer før brug. Bland de 3 ingredienser sammen og sæt dem lunt i et glas med et låg på klem. Surdejen skal hæve til dobbelt størrelse, og så er den klar.

Rugbrødsdejen:

  • Mix alle ingredienserne sammen, også de iblødsatte kerner samt evt. resterende vand. Mix i 5 minutter.
  • Klargør 2 rugbrødsforme, smør dem eller læg bagepapir i formen. Fordel dejen i de 2 forme, dæk dem til med husholdningsfilm og sæt dem et lunt sted.
  • De skal nu hæve ca. 80% i formen. Så når du tænker at den er ved at være der, tænder du ovnen på 175 °C.
  • I en varm ovn bages rugbrødene nu i 1 time. Tjek temperaturen i brødet, når der er gået en time. Den skal være cirka 98 °C indeni for at være gennembagt.
  • Lad brødene afkøle på en rist uden form.
Har du prøvet denne opskrift?Lad mig høre hvad du synes om den!

Marlene B. Lindegaard

Mor til to, hustru til Niels og uddannet kok – med en forkærlighed for grøntsager, god mad og at gøre tingene på min egen måde. Low carb har været en del af mit liv siden 2013, ikke fordi det lyder smart, men fordi det virker!

Her på PassTheBacon.dk deler jeg mine bedste opskrifter, lifehacks og madnørderi – uden løftede pegefingre, men med humor, kant og ægthed.