Nem hummus med tørrede kikærter
Er du klar til at lave en silkeblød hummus, der kan måle sig med selv den bedste udgave fra din lokale grønthandler – eller endda den helt autentiske slags fra Mellemøsten? Her får du min opskrift på hummus – selvfølgelig med et hemmeligt trick, som gør hele forskellen.
Kører du fuld kebab-menu, så husk at tjekke min vidunderlige shawarma chili opskrift.

Hvad er hemmeligheden bag en perfekt hummus?
Hemmeligheden er… drum rolls please… NATRON!
WTF? Ja, det tænkte jeg også første gang! En aften i februar, mens jeg så et madprogram på Netflix, afslørede en skøn dame iført silketøj sit trick til fløjlsblød hummus. Hun tilsatte natron, når kikærterne skulle koges. Det skulle jeg selvfølgelig teste!
Så jeg sprang op fra sofaen, satte nogle kikærter i blød, og næste dag kastede jeg mig ud i mit lille køkkeneksperiment. Og ved du hvad? Det virkede! Natron gør, at kikærterne koger hurtigere og bliver så møre, at de kan blendes til en helt glat konsistens.
Hvorfor er hummus ikke altid silkeblød?
Jeg har lavet virkelig meget hummus i mit liv – som i sygt meget. Som kok har jeg arbejdet mange steder, hvor hummus var på menuen, men den blev aldrig helt lige så blød som i hjemlandet for den cremede kikærte-dyppelse.
Ofte havde min hummus mere struktur og “bid” – en rustik charme, som jeg elskede. Men når man smager den originale, silkebløde version, forstår man, hvorfor folk går amok over den. Så nu har jeg givet dig værktøjerne til begge slags – og du kan selv vælge, hvilken du vil lave.
Er hummus sundt?
Helt ærligt, hummus er ren kærlighed i en skål! Ikke nok med at det smager fantastisk – det er også propfyldt med plantebaseret protein fra kikærterne, gode fedtsyrer fra tahin og fibre, der får din mave til at danse af glæde. Brug det som dip til sprøde grøntsager, smør det i din sandwich, eller hiv det frem som det perfekte sidekick til alt det grønne på tallerkenen.

Ingredienser
- 100 g ★ tørrede kikærter – udblødet natten over, i rigeligt koldt vand
- 1 tsk ★ natron – giver en silkeblød kikært
- 3 spsk ★ tahin
- 1 dl ★ god olivenolie – gem lidt til pynt
- 1 spsk ★ korianderfrø
- 1 spsk ★ hel spidskommen
- 1 tsk ★ havsalt
- 1 stk citron – saft og skal herfra
- 1-2 fed hvidløg
- evt lidt kogevand til justering af konsistensen
Sådan gør du
Dagen før
- Læg kikærterne i blød i dobbelt så meget vand, som du har kikærter. Lad dem hygge sig i køleskabet natten over – de bliver kun bedre af det!
På dagen
- Sigt vandet fra, og giv dem en tur i en gryde med nyt vand (igen dobbelt så meget som kikærterne).
- Tilsæt salt og natron – det er her magien sker!
- Lad det simre i 1-4 timer uden låg. Smag undervejs – de skal være så møre, at de næsten falder fra hinanden.
- Smid kikærterne i en foodprocessor med tahin, knuste hvidløg, korianderfrø og skal og saft fra citronen.
- Mens maskinen kører, hælder du olivenolien i, stille og roligt. Hvis det hele bliver lidt for tykt, så giv den evt. lidt kogevand til justering af konsistensen.
- Smag til med salt – vær ikke nærig!
- Rist spidskommen på panden ganske kort.
- Hæld din hummus i en skål, lav et par riller i toppen med bagsiden af en ske, og hæld olivenolie over. Afslut med at drysse de ristede spidskommen over.
