Den perfekte chili til kebab og meget mere
Der er noget magisk ved en god shawarma chili. Denne version sidder lige i skabet hver gang og kan bruges til alt fra kebab og shawarma til grillmad og wokretter. Min opskrift på hjemmelavet shawarma chili tager smagen til næste niveau med ristede løg, hvidløg og korianderfrø, som giver et ekstra aromatisk pift.

Hvis du vil eksperimentere med smagen, kan du tage den i en mere asiatisk retning ved at tilføje sesamfrø og hakket citrongræs til chiliolien under tilberedningen. Det resulterer i en unik og spændende variation, der kan bruges til endnu flere retter.
Shawarma chili eller klassisk chilisauce?
Leder du efter en mere klassisk chilisauce til dine retter? Jeg har også en opskrift på en hjemmelavet habanero chili-sauce, der er perfekt til dig, der elsker enkelhed og intens varme.
Uanset om du leder efter inspiration til en shawarma chili opskrift eller den bedste hjemmelavede kebab chili, så er denne opskrift din genvej til en ny favorit. Gå i køkkenet og prøv selv! 🌶️

Ingredienser
- 2 dl neutral olie
- 140 g tomatkoncentrat – en stor dåse
- 1 stk løg – finthakket
- 2 fed hvidløg – finthakket
- 1 dl ★ tørrede chiliflager
- 1 spsk ★ korianderfrø
- 1/4 dl ★ æblecidereddike – eller lagereddike
- 1 tsk ★ havsalt
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint, og blend koriander til fint pulver i en krydderikværn.
- Varm olien op til 180˚C i en mellemstor gryde. Vælg en gryde med god plads, da olien bruser op, når løgene tilsættes – vandet i løgene fordamper hurtigt og får olien til at stige midlertidigt.
- Tilsæt de hakkede løg og hvidløg, og rør rundt, indtil de bliver gyldne.
- Når løgene er gyldne, tilsæt straks de blendede korianderfrø, tørrede chiliflager og tomatkoncentrat. Rør hurtigt i gryden for at undgå, at løgene brænder på.
- Tilsæt eddike og havsalt, og rør godt sammen. Sluk for blusset, og hæld chilien på rene glas.
- Lad chilien køle af, og opbevar den på køl. Den smager bedst kold og holder sig frisk i flere måneder – hvis du altså ikke spiser den på ingen tid!
Noter
- Du kan bruge en hvilken som helst smagsneutral olie, som fx solsikkeolie, majsolie eller rapsolie.
