Pickles opskrift med sylterester

Denne pickles opskrift kommer direkte fra min “bæredygtighedsskuffe”, og den er en genial løsning til dig, der hader madspild lige så meget som jeg gør.

I stedet for at starte helt forfra, kan du nemlig skabe den mest fantastiske, knasende pickles ved at genbruge det, du allerede har. Det er win-win for både pengepungen og smagsløgene!

Sådan giver du dine rester nyt liv

Hvis du ligger inde med en masse sjatter og rester af syltevarer, så er du allerede halvvejs i mål med denne opskrift. Måske har du et halvt glas syltede asier, drueagurker eller græskar stående bagerst i køleskabet? Brug dem!

Kombiner det syltede med friske (eller halvrustne) grøntsager. Gå på jagt i grøntsagsskuffen:

  • Gemmer der sig et kvart blomkålshoved?
  • Er der et enkelt stødt æble?
  • Eller en gulerod, der er blevet lidt slatten?

Perfekt! Tjek, tjek og tjek. Det er nemlig præcis den slags ingredienser, der får nyt liv, når de hakkes fint og vendes i den klassiske gule karry-lage.

Tip: Denne pickles er helt uundværlig, hvis du vil lave din egen hjemmelavede remoulade. Det giver bare en dybde og struktur, som tuben fra supermarkedet aldrig kan hamle op med. Sæt i gang!

En portion gul hjemmelavet pickles anrettet i en rød og brun keramikskål formet som et efterårsblad.

Pickles med sylterester

Sprøde, hjemmelavede pickles skabt af køleskabets grøntsagsrester og genbrugt syltelage – en nem og bæredygtig måde at undgå madspild på.
Udskriv Pin opskrift
Forberedelsestid: 20 minutter
Tilberedningstid: 15 minutter
Samlet tid: 35 minutter
Kategori: Tilbehør
Køkken: Dansk
Tags: Glutenfri, Laktosefri
Mængde: 1 portion

Redskaber

  • Kniv
  • Skærebræt
  • Blender eller minihakker
  • 2 gryder
  • Piskeris
  • Dørslag eller sigte
  • Sylteglas

Ingredienser
 

  • 3 dl sylterester (fx græskar, agurk, capers eller asier)
  • 5 dl lage af forskellige slags (fx fra syltede græskar, agurk eller asier)
  • 100 g blomkål
  • 1 æble
  • 1 gulerod
  • 2 spsk ★ karry
  • 1 spsk ★ gurkemeje
  • 1 spsk grov dijonsennep
  • 1 1/2 spsk ★ majsstivelse
  • 1/2 dl vand (til at røre maizenaen ud med)
  • ★ havsalt (til at smage til med)
  • sukker (til at smage til med)

Sådan gør du

  • Klargør resterne: Hak eller blend dine rester af syltede grøntsager groft.
  • Lav sovsen: Kog lagen fra syltevarerne sammen i en gryde og tilsæt karry, gurkemeje og grov dijonsennep.
  • Jævn lagen: Rør majsstivelse ud i vandet og jævn den opkogte lage med blandingen, til den har en passende konsistens.
  • Klargør det friske: Hak de friske grøntsager (blomkål, æble, gulerod) i små tern og kog dem møre i vand i en anden gryde.
  • Saml det hele: Dræn vandet fra de friske grøntsagstern og bland dem sammen med de hakkede syltede grøntsager og den jævnede karrylage.
  • Smag til: Smag det hele til med salt og sukker, så balancen mellem surt, sødt og salt sidder lige i skabet.
  • Færdig: Du har nu lavet din egen pickles af rester fra køleskabet. Selv tak!

Noter

Ingen rester? Intet problem! Har du ikke sylterester eller lage ved hånden, kan du sagtens lave pickles alligevel. Kog blot en klassisk lage af lagereddike og sukker (ca. 1:1) som din base. De 3 dl syltede grøntsager erstatter du bare med en tilsvarende mængde ekstra friske grøntsager, som du koger møre sammen med de andre.

Næringsindhold pr. 100g

Serving: 100 g | Calories: 58 kcal | Carbohydrates: 14 g | Protein: 1 g | Fat: 0 g | Sodium: 470 mg | Potassium: 100 mg | Fiber: 1 g | Sugar: 11 g | Vitamin A: 200 IU | Vitamin C: 10 mg | Calcium: 15 mg | Iron: 0 mg
Har du prøvet denne opskrift?Lad mig høre hvad du synes om den!

Marlene B. Lindegaard

Mor til to, hustru til Niels og uddannet kok – med en forkærlighed for grøntsager, god mad og at gøre tingene på min egen måde. Low carb har været en del af mit liv siden 2013, ikke fordi det lyder smart, men fordi det virker!

Her på PassTheBacon.dk deler jeg mine bedste opskrifter, lifehacks og madnørderi – uden løftede pegefingre, men med humor, kant og ægthed.